Den formuende bagerenke i Aalborg, Johanne Nielsdatter, skænkede i 1729 en klokke til Gl. Hasseris, så der kunne ringes morgen, middag og aften, til andagt i skolen og ved andre lejligheder. Klokken blev hængt op i et stillads ved skolen i landsbyen. Da skolen og landsbyen var brændt i 1780, og en ny skole opført på Bygaden 70, hængte man klokken op der. Senere blev der bygget en klokkestabel af granitsteler og med teglhængt tag.
Denne stabel er blevet flyttet nogle gange, sidste gang i 1960’erne til den nuværende, noget tilfældige placering. Klokketårnet ligger i dag på Bygaden i bunden af Skelagervej i et lille grønt område, der er en opfyldt grusgrav.